Siden sidst

Jeg føler altid det er lidt svært at komme tilbage efter en form for pause. Eller i hvert fald stilhed. Føler at jeg må forklare mig, før det giver mening. Og før den mere løse stemning og deling kan få plads. Måske er det noget pjat. Men måske giver det mening. At når jeg mangler en afslutning og forklaring, så gør i også.

Så hvorfor har det været så svært at give lyd?

Som altid (har jeg lyst til at sige), når pauser ufrivilligt opstår herfra, er der fordi der var brug for mit overskud og tankemylder på den anden side. Ude i den verden hvor tankemylder skal give mening og ikke bare underholde eller sætte spørgsmålstegn.

Og det gør det så. Nu.

Jeg har været helt helt ved siden af mig selv den sidste uges tid eller to. Følt at alt jeg gjorde eller som nogen gjorde for mig, var ét skrift frem og to tilbage.

Jeg har skulle finde mig selv. I at bo alene. I at være studerende (igen). I at være studentermedjælper. Og i at være weekend-kærester på en ny facon.

Jeg har næppe fundet mig selv i det hele. Endnu. Men det går den rette vej. Jeg blev bare pludselig en smule forhindret i processen, da min kæreste ringede hjem med dårlige nyheder om dårligt knæ. Og da min telefon som lyn fra en klar himmel stod ud. Og da min løbelyst ligeledes forsvandt. Sammen med et par af de andre småting, som allerede er glemt og forsvundet, men som i ugens løb gjorde mig helt fra den.

Siden sidst har jeg overlevet. Og jeg har tilpasset mig. Fundet overskud og fundet vejen. I næste uge vil jeg forsøge at gå den…

Tak fordi i stadig læser med! Det betyder alverden! Og må i så have en fantastisk weekend. Vi hår besøg af søskende til MGP senere i dag, så det skal nok blive festligt ❤️🎉