Personlig udvikling: Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis #2

Livet er vandvittigt. Jeg tror, det er det, jeg prøver at sige. Og det har jeg så brugt lidt for mange minutter på at forsøge at formulere, på den smalle plads instagram tillader. Fordi jeg bare godt kan lide at mindes.

På fredag, når jeg henter min garder fra København for alle sidste gang som netop det, så vil det samtidig være 362 dage siden han kørte mig til København som praktikant. Det i sig selv er vandvittigt nok. Altså at året, trods mine meget bange anelser, alligevel forsvandt så hurtigt. Men det var næppe helt, hvad det faktisk gjorde. Forsvandt. For når jeg tænker over det, har det nærmere sat sig fast. I mig forståes.

Forleden, da jeg fik et af de dersens daglige minder på facebook, blev jeg mindet om dét indlæg, jeg igår delte efterfølgeren til. Nemlig dét om planlægninsgener og fastlåste tanker. I hvad jeg husker som samme øjeblik, var jeg ved at pakke til familietur til Portugal. Med afrejse morgenen efter. Og dét fik mig altså til at stoppe op. Med et smøret grin om læben kiggede jeg på mig selv indefra og opdagede, at SÅ meget havde ændret sig siden det indlæg. Ja bare siden opfølgeren for ikke engang et år siden. Her stod jeg, dagen før afrejse, og puttede bare tilfældigt ting i kufferten med tanken om, at ‘jeg kan vel låne det jeg glemmer’. Og så havde jeg glemt mit pas, opdagede jeg. Heldigvis i tide. Det var aldrig sket for et år siden, og helt ærligt, så var det lidt en befrielse.

Ro på

Det er en befrielse at mærke, at jeg nu har nok ro i kroppen og sindet til at kunne pakke en kuffert på et halvt minut, og leve så meget i nuet, at man da for fa’en altid lige kan køre ind og købe en tandbørste på vej på spontan overnatning, hvis det skulle gå helt galt. Måske er det det, at jeg mistede min kuffert i Ghana, og måtte klare mig i to dage med bogstavelig talt det, jeg havde på mig ved ankomst. Måske er det det, at Dronningens kalender basically har været lig med vores de sidste 8 måneder, og jævnfør indlægget i går, har det betydet adskillige last-minute ændringer, og i hvert fald slet ikke planlægning længere frem end 7 dage. Eller måske er det det faktum, at jeg i mine 6 måneder som københavner ENDELIG lærte at pakke en let rejsetaske. Jeg ved det ikke, og på en måde er jeg også ligeglad. Jeg kan bare sige, at dét skilsmissebarn, der ellers altid har boet i sin taske, nu bor trygt og godt i sig selv. Og så skal tasken nok være fyldt med det, der er aller vigtigst. Hvis ikke, så ses vi på tanken, hvor jeg måske endda slet ikke har lavet en liste over de ting jeg mangler. Men der kan jeg trods alt stadig ikke love noget.

Og så alligevel ikke helt…

Jeg bliver nok også nødt til at bekende, at jeg kamp-tudede forleden. Fordi mine tanker om fremtiden med et mulehår ikke lignede dem min kæreste luftede. Jeg havde nemlig lige brugt en hel uge på at forestille mig netop det. Mine egne fremtidstanker. Og der må jeg jo så nok også erkende, at jeg alligevel ikke helt kan give slip.

I mellemtiden har jeg dog helt sikkert lært at slappe mere af, mens jeg er der hvor jeg er. Og ikke mindst, at slappe af i tanken om, at alting er i proces og bevægelse. Det giver mig ro at tænke, at det der ikke føles helt som jeg gerne vil have det til at gøre ikke er for evigt. Samtidig giver det faktisk også en sær form for ro at vide, at det der er, præcis som jeg gerne ville have det, nok heller ikke er for evigt. Det gør nemlig, at jeg har lært at nyde nuet mere end jeg nogensinde før har gjort. Både det dårlige nu der snart er ovre, men i særdeleshed også det gode nu, der er lige så flygtigt.

Og på den måde kan man vel godt sige, at jeg alligevel er nået et godt stykke i kampen for at slippe mit planlægningsgen og mine skræmte og kontrollerende fremtidstanker. Ting bliver nemlig bedre, når man arbejder med dem. Også selvom man måske ikke helt er klar over, at det er det man gør.