Hvorfor et godt råd sjældent er godt

Corona lock down: et pusterum eller ét langt åndedrag?

Corona lock down dag nogle-og-30, kl. lidt for meget over sengetid. Jeg puster ud, tungere end jeg plejer og med en arm om livet, der knuger lidt tættere end den plejer. I morgen vågner jeg, og ved ikke om det er (endnu) et pusterum eller (endnu) et langt åndedræt, der venter mig. Lotteri og alligevel så planlagt.

Jeg tænker, at vi er mange, der står på fremmed grund for tiden. Ja faktisk er det vel nærmest svært at finde én nabos venindes kollega, som ikke lever livet anderledes i dag, end de gjorde da februar blev til marts.

“Vi er i samme båd”, sagde min kollega med små børn om anklerne og en tidsplan jeg kun kan forestille mig langt fra nået – “men forskellen er måden, vi sejler på” fortsatte hun.

Det er de små nik, der nu er blevet til vink, når jeg passerer en medløber på ruten, og det er de indforståede blikke, jeg deler med næstemanden i køen, der venter mere end behøvede på at fylde båndet.

Det er svært at sige, om det er tankerne eller handlingerne, der gør det. Om det er følelsen af, tanken om og ideen bag – eller om det er den reelle mangel. Reelle ændring. Den forandrede verden vi knap nok ser, eller tankerne om alt det vi misser. Men noget er det. En forskel i tankestrømmene og i nattedrømmene.

En kærlig arm om livet gør heldigvis ligeledes en forskel. Og måske er det nok. Nok at vide, at det ubekendte ukendte er okay. Både i din bog og i min.

Jeg tror ikke, at jeg er særlig. Og jeg tror bestemt ikke, at jeg er i nød. Men jeg ved, at jeg er på udebane. Herhjemme. Og det føles lige dele skræmmende og spændende. Forfærdeligt og fortryllende. Som et pusterum og som ét langt åndedrag…

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor et godt råd sjældent er godt