
I går da jeg gik i seng, med en fuld kæreste ved min side og med en lang dag bag mig, var 18 dræbte. Da jeg vågnede i morges, havde tallet ramt 100. Det tog mig lang tid at opfatte hvor stort det her er. Og pludselig trillede tårerne. Det gik op for mig, hvilken brutal verden vi lever i, og et kort sekund, havde jeg hverken selv lyst til at leve i den, eller til at sætte børn til verden i den, blot for at de kunne komme til at opleve samme smerte. De sociale medier, er fyldt til bristepunktet, og særligt ét klip fangede min opmærksomhed. Videoen viser franskmænd blive eskorteret ud af stadionet, imens de synger nationalsangen...