Jeg havde nær sagt, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst havde hjemve, som nu. Men det er løgn. I morgen er det seks år siden jeg tog på udveksling, og dér mærkede jeg virkelig ægte hjemve. Ligesom jeg gjorde det, mens jeg var i københavner-praktik, for et år siden. Og generelt er det egentlig en følelse, der falder mig ret naturligt. Jeg er homebound så det batter. Men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været det i samme omfang som nu, på en ferie. Min kæreste og jeg bestilte denne ferie i foråret, mens han stadig var i livgarden. Og jeg tror, vi troede, at vi ville have brug for og lyst til at tage væk...

I dag var vi en tur på Alhambra – Spaniens største og nok også mest instaværdige turistattraktion. Egentlig havde vi ikke planlagt noget som helst før vi kom herned. Men da jeg efter den første dag hernede allerede var ved at blive lidt feriekulret, tog min kæreste aktion og fandt et par destinationer, vi kunne strø ud over resten af ferien. Det der med feriekuller ligner mig ellers ikke. Altså da i hvert fald ikke, når jeg er i udlandet. Her plejer jeg at være garant for max afslapning og et minimum af anstrengelser. Men jævnfør mit indlæg fra forleden er jeg simpelthen ved at være mættet. Mærkeligt skulle man synes, når jeg har brugt det meste af min skoleferie...

Jeg er velsagtens en smule bagud i forhold til søndag aften, hvor jeg normalt plejer at slå sløjfe på ugen der gik med et par ord her på domænet. Men jeg kører på spansk tidszone i disse dage, så det tænker jeg passer meget godt. Mere siesta, mindre stress. Ja tak. Og det er måske heller ikke verdens mest glamorøse uge, jeg sådan har valgt at vende tilbage på. Og så alligevel. I ugen der gik har jeg f.eks.: Taget på arbejde mandag morgen i en tilstand, der ikke er værd at skrive hjem om. Ovenpå Smukfest og sidste medhjælpertjans søndag aften var det ikke ligefrem gennemtænkt fra min side at tro, at jeg var i stand til ret meget...