Normalt befinder jeg mig bedst i det skrevne medie. Det har jeg immervæk gjort en god håndfuld år. Men jeg har nu alligevel altid været glad ved også videoformatet og ikke mindst haft en interesse i radio/lyd/podcast verdenen. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg faktisk ofte har drømt om at hoste mit eget radioprogram og ligeledes drømmer temmelig stort om at blive kendt nok til at gæste Mads og Monopolet. Det der med stemmer og intet andet, det kan altså noget. Og i dag får jeg altså chancen. Forhåbentlig første gang af mange. Idet jeg i aften for første gang gæster Barometeret på P3 som en del af deres ungdomspanel. Jeg kalder det Mads og...

For et år siden delte jeg dette indlæg. Og hvor er der sket meget siden. “Det eneste jeg frygter er, at det ender med at spænde ben for mig, at jeg misser en mulighed eller ikke tør tage den… Og på den måde bliver jeg ved med at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til at arbejde med det.” Det fik det heldigvis aldrig lov til. At spænde ben. Jeg tog springet og sidder nu, lykkelig og glad, i min københavner-praktik, imens jeg overvejer hvor i den store verden mit 5. semester skal bringe mig hen. Jeg er altså kommet langt med frygten for fremtiden og alle de ændringer der på et øjeblik kan ske. Men jeg må...

I går efter jeg havde løbet min første tur i en evighed, skulle det selvfølgelig foreviges. Og bedst som jeg står der og finder selvudløseren frem, så også de flotte omgivelser kunne foreviges med mig i forgrunden og ikke bare up-side-down som vi kender det, kommer en ældre italiensk herre gående langs strandkanten. Jeg fumler videre med røven i vejret og telefonen i sandet, da han peger først på telefonen og så på mig og sidenhen laver dem famøse “kamera-pegefinger”. Først da opfanger jeg, at han prøver at være mig behjælpelig med et billede. Jeg smiler stort, næsten grinende, hvor sødt er det lige? Og får vendt kameraet den rigtige vej og stiller mig i vandkanten. Her står jeg et...

Jeg tror ikke engang jeg har fået nævnt i forummet her, at jeg er draget på ferie. Så det kunne jeg jo passende starte med. Jeg er taget på ferie. I verdens mest lokale, mindst turistede (i hvert fald på denne tid af sæsonen) lille, italienske strand-by, Montesilvano. Med kirkeklokkespil hver middag, og med lokale der kigger mærkeligt på os, når vi har bare ben og arme. For dem er 20-25 grader jo skide koldt. Lige først da vi dukkede op, sidst på eftermiddagen i lørdags, tror jeg vi begge blev lidt skuffede. Solen var på vej ned, og det var ikke ligefrem en hedebølge der ramte os. Og hvad fanden skulle vi så få en hel uge til at...

Sponsoreret af Kræftens bekæmpelse og TrygFonden Til den dessert du egentlig ikke kan spise, men som din søde bedstemor har brugt hele dagen på at kokkerere? Til den sidste øl du egentlig ikke burde drikke på en sen hverdagsaften? Til dagens 8. kop kaffe du ved du ikke har godt af, men brug for? Måske ikke. Men så er det nok også fordi, der egentlig trænger sig et ja på, og en “hvad-pokker” følelse ikke mindst. Vi lever jo kun én gang og alt det der. Men tør du sige nej, når det virkelig gælder? Når presset bliver for stort, når lysten ikke er der, når et nej virkelig bare er et nej, men også når det er det rigtige...