
Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live… For 14...