“Vi ses i morgen” sagde jeg. Smækkede bildøren og tænkte for mig selv: for sidste gang. Mere eller mindre that is. For om 10 dage er jeg alligevel tilbage. For en relativt kort, men alligevel vigtig bemærkning. For at sige farvel, spise morgenmad og evaluere. Læs også om, hvad jeg laver (lavede) i praktik her Og jeg kan vel sagtens evaluere på en masse fagligt. Men der er så meget mere i det end det. Der er så mange flere processer og flere tanker at evaluere på. Midlertidigt permanent. Det er nok sådan jeg kan beskrive det bedst. Et helt halvt år er længe, og alligevel overhovedet ikke. Det er helt ærligt den sværeste tidsstørrelse jeg nogensinde har skullet forhold mig...

Der er ikke noget som jul, der kan gøre mig så ængstelig. Det er som om, at jeg de sidste år er blevet mere og mere modløs. Måske fordi den barnlige glæde ligeledes er forsvundet og burde være erstattet af den der følelse mange beskriver af at glæde sig til at komme hjem, holde fri, være sammen med familien osv. Mit ønske er bare, at det skal være som det plejer. Og det ironiske er jo, at der intet plejer. Læs også: Midnatstanker: Store beslutninger og for mange planer Jeg tror ikke, at jeg hele mit 21-årige liv, har haft to ens juleaftenener. Og måske er det netop derfor. At det er alt det udenom, der betyder noget for mig....

Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live… For 14...

Kender i den der følelse i kroppen. Af tomhed, spændthed, utryghed og glæde på én og samme gang. Den der følelse, hvor man ikke rigtigt er sulten, og ikke rigtigt heller formår at være til stede. En anspændthed og en rumsteren. Der er jo reelt ikke noget galt. Sådan fysisk. Egentlig ej heller psykisk. Men så alligevel. Lige præcis det modsatte af den ro jeg strugler med at finde for tiden, fordi jeg først og fremmest står over for en stor beslutning idet jeg om lidt forhåbentlig har skrevet under på en praktikplads til efterårssemestret – sekundært fordi jeg har fyldt mig selv og min kalender op. En tåre trillede i stillekupeen for Ca 1,5 time siden, da jeg lige...

For over 3 år siden, da jeg endnu ikke kendte min kæreste Mads (eller i hvert fald ikke kaldte ham min kæreste) ville jeg med garanti have været mere uklar i spyttet. Jeg troede ikke rigtigt på det der kærlighed. Men jeg husker lige så tydeligt den dag i dag, øjeblikket hvor jeg pludselig gjorde. Mads spurgte mig, lettere ironisk, mens vi endnu kun sås i smug og lærte hinanden lidt at kende, om jeg om 30 år ville kunne acceptere, at han arbejdede uden at betale skat (jaja, det liberale sind er ikke til at tage fejl af). Og jeg var dybt chokeret. Ikke over det med skatten, det var i det her tilfælde underordnet. Men af hans fremtidsudsigter. “Om...