
Puha. Så kom det øjeblik jeg havde frygtet. Øjeblikket hvor min kæreste kørte tilbage mod Jylland, og hvor jeg pænt måtte vente på mit nye hovedstads-fortov. Goddag til praktik, københavneri og bedsteforældre-hybel. I dag og for det øjeblik siden, har virkelig været noget af det hårdeste til dato. Min kæreste og jeg har boet sammen i over 3 år, faktisk helt uofficielt siden den dag vi blev kærester – og dét pludselig ikke at skulle det mere, gør ondt så langt inde i maven, at jeg sjældent (heldigvis) har mærket det. Og så igen. Det er jo på den gode alt-overskyggende-kærlighedskvalmende måde. For jeg elsker ham. Og det er langt fra et farvel. Det bliver skide godt, det kan jeg allerede...