
Det var tomheden. Følelsen af afmagt, og af at blive forladt. Ikke kun pga trætheden efter weekendes strabadser, men fordi jeg rent faktisk netop blev forladt. Fordi jeg var den eneste, der ikke skulle med bussen mod Jylland. Sammen med alle andre jeg holdt af. Holder af. Det var den følelse, og de tårer, der fik mig til at tænke over, om lykken er uafhængig? “Hvad så, hvordan går det”? Spørger de. Og jeg ved ikke, hvor ærlig jeg skal være? For nemhedens skyld er fint fint. Men faktisk var det den krammer, jeg fik, da jeg netop svarede derefter. Svarede, uden rigtigt at svare, fordi tårerne gjorde det for mig. Det var den krammer, der fik mig til at...