… man ikke behøver trykke før det bliver grønt i lyskrydset. Det bliver det altid alle steder, der er alligevel en altid én der skal over. … der er udrykning ca. en gang i minuttet. … metroen går hvert (fucking) 2. minut. Hele døgnet bilder jeg mig ind? I virkeligheden ved man jo faktisk bare, at man er i København, fordi der er en metro #hvadblevderafdenletbaneAarhus?? … servitricen enten snakker engelsk eller svensk. … folk bærer en seng på cyklen, har en reol med i metroen eller da lige kan rulle deres nye stol hjem på løbehjulpet. Jep, jeg har set alle tre dele. Har i hørt om en trailer? … man møder kl. 9. Punktum. … taxa-gult åbenbart gælder for...

Det var tomheden. Følelsen af afmagt, og af at blive forladt. Ikke kun pga trætheden efter weekendes strabadser, men fordi jeg rent faktisk netop blev forladt. Fordi jeg var den eneste, der ikke skulle med bussen mod Jylland. Sammen med alle andre jeg holdt af. Holder af. Det var den følelse, og de tårer, der fik mig til at tænke over, om lykken er uafhængig? “Hvad så, hvordan går det”? Spørger de. Og jeg ved ikke, hvor ærlig jeg skal være? For nemhedens skyld er fint fint. Men faktisk var det den krammer, jeg fik, da jeg netop svarede derefter. Svarede, uden rigtigt at svare, fordi tårerne gjorde det for mig. Det var den krammer, der fik mig til at...

… Forsvandt mine skriverier og store tanker. Og det er jo så heller ikke helt sandt, for faktisk har jeg mærket den manglende uddybning, udtrykkelse og udfoldelse på mange parametre. Hvad er det man siger? At man først opdager, hvor stor en betydning ting har, når man mangler det? Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er låst op tændt lys på arbejdet, når vedkommende der møder først, pludselig møder sent. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid ligger dagsordener fremme til mødet, når nogen har glemt at gøre det. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er mælk i køleskabet, når nogen har glemt at købe det. Og således mærkede jeg forleden, at jeg...