I ugen der gik har jeg: Haft første arbejdsdag i LEGOLAND. Det bliver en sommer med klodser og kommunikation på programmet, når jeg som en del af et relativt lille PR team skal løbe stærkt mellem glade børnesmil og potentielle shitstorme. Jeg glæder mig. Til det hele. Forberedt endnu et mundtligt forsvar med verdens bedste gruppe. Vi arbejder simpelthen så latterligt effektivt, og griner hver gang lidt af os selv når vi igen igen går hjem kl. 13, fordi vi allerede har nået dagens gøremål. Været til eksamen med selvsamme gruppe og scoret højest på skalaen. Det var verdens største lettelse at kunne gå på sommerferie med et high-five og et stort fedt smil på læben. Jeg havde virkelig følelsen...

Garder på Amalienborg I mandags tog jeg en dag ud af eksamensskrivningen for at tage med svigerfamilien til Amalienborg og besøge min garder-kæreste. Eller besøge er måske så meget sagt. Vi kiggede. Længe. Og meget. Og tog et halvt tusinde billeder. Det var sådan gåsehudsagtigt mærkeligt, at stå der og skimte efter ham. Heldigvis var han lettere at udpege, end jeg havde frygtet. Tænk sig, hvis jeg havde taget fejl, haha. Man har alligevel kun en næseform og en temmelig ens barberet hage at genkende på. Men det lykkedes som sagt hurtigt, og så kunne vi ellers følge hans karakteristiske gang tværs over pladsen og til Christian d. 8’s palæ, hvor vi som en anden flok japanske turister tog plads....

Og det er helt okay. Jeg ved nemlig af erfaring, at pludselig en dag vågner jeg op med kriblen i fingrene, og ord på hjertet. Og så skal det nok gå igen. Sådan som det plejer. Engang imellem i disse stille tider overvejer jeg selvfølgelig, om mit fine lille univers her skal lukkes. Men på en eller anden måde, finder jeg altid tilbage til, at det er en del af mig. Det er en del af mig at dele, men aller mest at skrive. Og når det pludselig vender tilbage til mig, er det nok også med det udgangspunkt. Jeg har gjort det i 7 år. Og jeg kan bare ikke kan forestille mig aldrig nogensinde at skulle gøre det...