Midnatstanker: En ængstelig, lykkelig jul

Der er ikke noget som jul, der kan gøre mig så ængstelig.

Det er som om, at jeg de sidste år er blevet mere og mere modløs. Måske fordi den barnlige glæde ligeledes er forsvundet og burde være erstattet af den der følelse mange beskriver af at glæde sig til at komme hjem, holde fri, være sammen med familien osv. Mit ønske er bare, at det skal være som det plejer. Og det ironiske er jo, at der intet plejer.

Læs også: Midnatstanker: Store beslutninger og for mange planer

Jeg tror ikke, at jeg hele mit 21-årige liv, har haft to ens juleaftenener. Og måske er det netop derfor. At det er alt det udenom, der betyder noget for mig. Det, der betyder, at det er jul!

Kirken. Salmerne. Gåturen. Maden. Dansen om træet. Og gaverne.

Jeg er virkelig, virkelig ikke god til, hvis det hele bliver lavet om. Jeg har sat julen op på en magisk pedestal, og derfra, kan skuffelser nok nærmest ikke undgås.

Og sådan gik det faktisk også til, at jeg ca. kvart over gudstjeneste sad i bilen på vej mod juleaften i min far og familiens selskab. Med tårer i øjnene.

Jeg mistede pusten.

Jeg blev ked af, ikke at skulle tilbringe aftenen med min kæreste. Jeg blev ked af, ikke helt at vide, hvilken slags aften der ventede mig. Hvordan var maden mon, og blev der vist julefilm? Og så blev jeg ked af, at misse muligheden for en gåtur, fordi kommunikationen lige var smuttet. Småting. Men som mit hjerte lige på denne ængstelige dag ikke kunne overskue. Jeg sad med følelsen af ikke at kunne overskue at være i hænderne på en aften, jeg ikke selv havde planlagt. Sagde hende, der ellers for nyligt proklamerede, at planlægnings-genet var ved at få fred. Hvilket jo selvfølgelig kun gjorde endnu mere ondt, da erkendelsen faldt.

Jeg har brug for at blive holdt om og taget i hånden. Jeg har brug for at nogen viser mig vejen og hjælper mig til at finde kærligheden og hyggen. Viser mig, at jeg er en vigtig brik i deres jul. I julen i det hele taget.

Jeg ønsker mig hvert år, at det skal være som alle traditioner foreskriver. Og alligevel er hver evig eneste juleaften for mig forskellig. Skilsmissens grimme ansigt viser sig. Lad os kalde det en skilsmissejul. Jul er jo altid godt og dejligt, og hver udgave er rigtig på sin egen facon. Hvilket er vigtigt for mig at påpege. Jeg er jo for fanden aldrig ulykkelig på selve aftenen. Og jeg har altid en fantastisk jul. Det er bare ikke altid let at nå dertil.
Der er aldrig en juleaften, hvor det er mærkeligt, hvis jeg ikke er der. For det var jeg ikke året før, og vil nok heller ikke være det året efter. Og måske er det det, der er svært for mig at overskue. At jeg hvert eneste år, skal forsøge at passe mine egne drømme og forventninger for en juleaften ned i en ny indpakning. Ned i nogle andres udgave.

Heldigvis blev mine følelser (igen i år) gjort til skamme. Jeg havde en af de bedste – og i hvertfald den absolut sjoveste – juleaften jeg kan huske. Jeg tog en dyb indåndning og pådrog mig en tankestrøm af “det-kan-vel-ikke-gå-værre-end-galt”, og det var netop hvad der skulle til. Ligesom når nytårsaften flopper, fordi man alle har for høje forventninger, hjalp det at tænke det værste, og sætte forventningerne helt i bund…

Aftenen skulle vise sig alligevel at leve op til hver og én.

Jeg tog mig selv i at smile stort med min far på den ene side, min farmor på den anden og en juleøl ved hånden (i virkeligheden var det vidst en Shandy, men juleøl passer bedre til historien) og hækletøj i armene. Her blev udvekslet smil og minder, mens den fulde juleplayliste spillede i baggrunden, og andestegen duftede fra ovnen.

Middagen var efterfølgende mindst lige så glædelig som dansen om træet og gaveudvekslingen herefter. Min kusine fandt på, at vi skulle parodiere vedkommende til hvem, gaven under træet var til. Ved hjælp af en velkendt frase, gøren, laden eller dialekt. Og det var simpelthen det sjoveste i verden. Ikke kun min fasters skuespilstalenter gjorde indtryk. Også de fælles minder og det fælles samlingspunkt omkring Bedstes måde at gå, søsters rullen med øjnene eller papmors måde at svinge med tasken. Jo, vi fik grint og delt. Både gaver, minder og lykke. Og jeg tog derfra med forløsning og glæde i maven. Mere end jeg havde turde håbe på. Og jeg tror, at jeg for første gang længe, kan glæde mig helhjertet til juleaften 2018. Fordi jeg endnu engang er ét skridt tættere på at slippe kontrollen. Og på at nyde, hvad end livet – og julen – bringer mig ❤️