Når drømme er mere forskudte end parallelle

Der er ikke meget mere end halvanden måned til, at jeg sætter min ben hos drømmepraktikken. I København vel at mærke. Nordsjælland vil man nok mene, hvis man er fra de kanter.

Sommeren er blevet meget kortere end jeg nogensinde kan huske den ellers har været, og mit indre ur er allerede en smule forvirret, men hvad værre for mit lille system er afstanden.

Når sommeren har fået ben at gå på, og efteråret også er forsvundet, rykker min kæreste også til øen for at tjene sin værnepligt i den kongelige livgarde. Og hvor er det spændende, og hvor er jeg stolt allerede, men det betyder, at når min drøm og praktikophold er forbi, er det en tom Skanderborg-lejlighed jeg vender hjem til. Med undtagelse af et par weekendbesøg selvfølgelig.

Først når kalenderen atter viser august måned, er vi begge tilbage og hjemme for good. Eller dvs., det kommer jo an på, om han får lyst til en karriere i hærens uniform, og jeg til et halvt år abroad. Hvilket jeg faktisk rigtig gerne ville, især fordi der er midtvejsvalg i staterne…

Men hvad så? Et år kan på ingen tid blive til halvandet på den konto.

Og selvom de sidste halvandet år i vores lejlighed er gået ufattelig stærkt, og jeg bestemt er sikker på, at vi begge får det fantastisk i hver vores drøm, så kan jeg efterhånden ikke holde tanken ud.

Holde tanken ud om, at de sidste halvandet år kun er fløjet afsted, fordi de var i selskab med ham der kender mig aller bedst. Hver dag. Hver morgen. Hver nat. Og halvandet år fra nu vil derfor aldrig gå lige så stærkt uden.

Holde tanken ud om at skulle være den der forlænger et år til halvandet. Jeg ved slet ikke om jeg har lyst?

Holde tanken ud om, at jeg kun kan sove i verdens tryggeste armhule om jeg er heldig én gang om ugen.

Holde tanken ud om, at selvom Danmark er et lille land, så føles turen fra den ene ende til den anden uendelig.

Holde tanken ud om, at jeg ikke skal se min yndlingsopmuntrer hver dag jeg kommer hjem.

Holde tanken ud om, at fortsætte min Skanderborg-hverdag uden ham, så snart jeg er færdig med mit Københavner eventyr. Jeg tror langt fra det er de første 6 måneder hvor jeg er afsted der bliver hårde, taget i betragtning af de 6 måneder bagefter, hvor jeg er derhjemme og skal få en hverdag til at fungere. Uden ham.

Det er altid sværest at være den derhjemme… Men lige nu synes jeg faktisk også det er forfærdeligt at være hende der tager afsted.

Om 2 uger kan jeg endelig lukke bøgerne fra 2. Semester og gå på sommerferie, men lige nu forsøger jeg nærmere febrilsk at få tiden til at stå stille.

Jeg er slet ikke klar til at undvære og sige på gensyn. Slet ikke.

Ville ønske, at drømme altid var parallelle og dens slags planer og logistik aldrig forskudt… Men nu er jeg vidst også bare forkælet. Det bliver super fint. Super spændende. Og vi klarer det. Det ved jeg…