Læserfavoritter

Foto: Amalie Friis Heinrick Bloggen får sig en opgradering for tiden. Først og fremmest fordi min søde bloggerkollega Amalie fra Nordic Vogue har taget et skud nye billeder af mig. Det trængte. Men ligeledes har Bloggers Delight hjulpet til, i form af et par nye funktioner på domænet. Den ene funktion er sidebarens populære indlæg. Før har det været en manuel proces for mig, at holde den opdateret og analysere bloggens mest populære indlæg. Den del kan nu klares automatisk, og I får derfor mine læserfavoritter serveret nemt og hurtigt i sidebaren til højre. Her vil i se, at Kvote 2, kærlighed og kæreste-drilleri scorer højt. Og måske vil der endda være et brugtbart indlæg til dig – eller måske...
   

Vi lyttes ved – Jeg gæster radioen i aften!

Normalt befinder jeg mig bedst i det skrevne medie. Det har jeg immervæk gjort en god håndfuld år. Men jeg har nu alligevel altid været glad ved også videoformatet og ikke mindst haft en interesse i radio/lyd/podcast verdenen. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg faktisk ofte har drømt om at hoste mit eget radioprogram og ligeledes drømmer temmelig stort om at blive kendt nok til at gæste Mads og Monopolet. Det der med stemmer og intet andet, det kan altså noget. Og i dag får jeg altså chancen. Forhåbentlig første gang af mange. Idet jeg i aften for første gang gæster Barometeret på P3 som en del af deres ungdomspanel. Jeg kalder det Mads og...

Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis

For et år siden delte jeg dette indlæg. Og hvor er der sket meget siden. “Det eneste jeg frygter er, at det ender med at spænde ben for mig, at jeg misser en mulighed eller ikke tør tage den… Og på den måde bliver jeg ved med at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til at arbejde med det.” Det fik det heldigvis aldrig lov til. At spænde ben. Jeg tog springet og sidder nu, lykkelig og glad, i min københavner-praktik, imens jeg overvejer hvor i den store verden mit 5. semester skal bringe mig hen. Jeg er altså kommet langt med frygten for fremtiden og alle de ændringer der på et øjeblik kan ske. Men jeg må...
   

En ældre italiensk herre med blogger-gamet i orden

I går efter jeg havde løbet min første tur i en evighed, skulle det selvfølgelig foreviges. Og bedst som jeg står der og finder selvudløseren frem, så også de flotte omgivelser kunne foreviges med mig i forgrunden og ikke bare up-side-down som vi kender det, kommer en ældre italiensk herre gående langs strandkanten. Jeg fumler videre med røven i vejret og telefonen i sandet, da han peger først på telefonen og så på mig og sidenhen laver dem famøse “kamera-pegefinger”. Først da opfanger jeg, at han prøver at være mig behjælpelig med et billede. Jeg smiler stort, næsten grinende, hvor sødt er det lige? Og får vendt kameraet den rigtige vej og stiller mig i vandkanten. Her står jeg et...

Tør du sige nej?

Sponsoreret af Kræftens bekæmpelse og TrygFonden Til den dessert du egentlig ikke kan spise, men som din søde bedstemor har brugt hele dagen på at kokkerere? Til den sidste øl du egentlig ikke burde drikke på en sen hverdagsaften? Til dagens 8. kop kaffe du ved du ikke har godt af, men brug for? Måske ikke. Men så er det nok også fordi, der egentlig trænger sig et ja på, og en “hvad-pokker” følelse ikke mindst. Vi lever jo kun én gang og alt det der. Men tør du sige nej, når det virkelig gælder? Når presset bliver for stort, når lysten ikke er der, når et nej virkelig bare er et nej, men også når det er det rigtige...
   

I rampelysets skær // Hvem fortjenter din tak?

Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live… For 14...

Når det bare er nemmere at give op end at fejle

Egentlig var i dag dagen, hvor jeg skulle have snøret løbeskoene, til min hidtil længste tur. 21 km rundt i Odenses gader til HCA halvmarathon. Men det blev desværre ikke aktuelt… Jeg gik fra at være halvsløj, til at være helsyg, miste stemmen, og fange mig en lungebetændelse. Alligevel havde jeg lidt svært ved at slippe tanken og give endeligt slip på den billet, som allerede var købt. Men da min mor i onsdags (som selv er en ret stabil løber) sagde til mig, at det sku ikke duede, blev jeg alligevel overbevist. Og en smule lettet. Ironisk nok havde jeg gået så længe op til, og underspillet mine egne evner, og et eller andet sted bande projektet så langt...

Man ved man bor i København når…

… man ikke behøver trykke før det bliver grønt i lyskrydset. Det bliver det altid alle steder, der er alligevel en altid én der skal over. … der er udrykning ca. en gang i minuttet. … metroen går hvert (fucking) 2. minut. Hele døgnet bilder jeg mig ind? I virkeligheden ved man jo faktisk bare, at man er i København, fordi der er en metro #hvadblevderafdenletbaneAarhus?? … servitricen enten snakker engelsk eller svensk. … folk bærer en seng på cyklen, har en reol med i metroen eller da lige kan rulle deres nye stol hjem på løbehjulpet. Jep, jeg har set alle tre dele. Har i hørt om en trailer? … man møder kl. 9. Punktum. … taxa-gult åbenbart gælder for...
   

En (u)afhængig lykke

Det var tomheden. Følelsen af afmagt, og af at blive forladt. Ikke kun pga trætheden efter weekendes strabadser, men fordi jeg rent faktisk netop blev forladt. Fordi jeg var den eneste der ikke skulle med bussen mod Jylland. Sammen med alle andre jeg holdt af. Holder af. Det var den følelse, og de tårer, der fik mig til at tænke over, om lykken er uafhængig? “Hvad så, hvordan går det”? Spørger de. Og jeg ved ikke hvor ærlig jeg skal være? For nemhedens skyld er fint fint. Men faktisk var det den krammer jeg fik, da jeg netop svarede derefter. Svarede, uden rigtigt at svare, fordi tårerne gjorde det for mig. Det var den krammer der fik mig til at...

Et sted midt imellem fuldtidsarbejdstider og pendlerweekender…

… Forsvandt mine skriverier og store tanker. Og det er jo så heller ikke helt sandt, for faktisk har jeg mærket den manglende uddybning, udtrykkelse og udfoldelse på mange parametre. Hvad er det man siger? At man først opdager, hvor stor en betydning ting har, når man mangler det? Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er låst op tændt lys på arbejdet, når vedkommende der møder først, pludselig møder sent. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid ligger dagsordener fremme til mødet, når nogen har glemt at gøre det. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er mælk i køleskabet, når nogen har glemt at købe det. Og således mærkede jeg forleden, at jeg...

Forsinket fødselsdagsfejring i videoformat // Islagkage, bambi og Prins Henrik

Jeg skal vidst lære, at jeg ikke skal love noget her på domænet… Jeg kan ikke holde det. Ting kommer i vejen og tiden går. Men nu er den fødselsdagsfejringsfilm faktisk færdig, som jeg lovede allerede i midten af sommeren. Jeg tænker egentlig ikke det gør den hverken dårligere eller mindre relevant, måske bare en smule “nostalgisk”. Og så ikke. Ej heller da den blev optaget i slutningen af juni var der sommer at ane… Find videoen her, hvis du vil se, hvordan jeg fejrede mine 21 år. Det indeholdte alt fra en meget traditionsfyldt islagkage til vrede bambier, skumfiduser over bål og et lille vink fra ham der, der ikke vil begraves ved siden af sin kone. Jaja, lidt kongelig har...