Når, men glæder du dig så til at komme hjem?

Det korte svar er nej.

Og det er måske derfor, jeg har været så fraværende herinde. Fordi jeg har været nærværende derude. Og fordi jeg har skullet samle mig om nogle tanker, der var for store til at fylde herinde. Selvom der nu engang plejer at være plads til det hele.

Jeg blev aldrig forelsket i København, sådan som folk ellers sagde jeg ville. Og det gør jeg nok (desværre) aldrig. Men jeg faldt ligeså stille for mulighederne. Og for det fantastiske sted jeg har fået lov at være praktikant.

Og så faldt jeg for tanken om at sætte ting på pause.

Mit jydeliv, mit studie, og måske endog min Blog – hvis det altså var det det krævede.

Og måske var det derfor, jeg pludselig ikke kunne samle mig. Måske var det valgkampen der vendte op og ned på spisetider og træningsvaner, og måske var det den der tidsregning.

Den tidsregning der først stoppede d. 21 november, efter en hæsblæsende valgkamp, men som alligevel sneg sig til at fortsatte til i dag. Dagen hvor min kæreste er ved at omklæde sig fra civil til rekrut i den kongelige livgarde. Den tidsregning der gør, at min tid nu både står lidt stille, og går både alt for stærkt og lidt for baglæns. Jeg kunne lige netop overskue at planlægge og tænke frem til i dag. Men hvad så nu?

Jeg aner ikke hvad jeg skal føle, håbe eller tænke. Om ret mange dele i virkeligheden. Og da slet ikke om den fremtid, der lige om lidt venter. Når januar render ud, og det endnu engang er meningen, at jeg skal flytte til den anden ende af landet – væk fra min kæreste. Hjem denne gang. Men til hvad?

Ingen af tankerne er tænkt til ende, men ængsteligheden ved at det hele snart er ovre har ramt mig hårdere end jeg troede muligt.

Nej, jeg glæder mig ikke til at komme hjem, for jeg er blevet så glad for at blive! Og for at lægge mine kræfter der, hvor jeg føler de gør mest glæde. For mig, og forhåbentlig for et par stykker andre.

Foto: Amalie Friis Heinrich