Og så gik tiden...

Kærlighed på 1,5 meters afstand // Amalienborg-visit

I mandags tog jeg en dag ud af eksamensskrivningen for at tage med svigerfamilien til Amalienborg og besøge min garder-kæreste. Eller besøge er måske så meget sagt. Vi kiggede. Længe. Og meget. Og tog et halvt tusinde billeder.

Det var sådan gåsehudsagtigt mærkeligt, at stå der og skimte efter ham. Heldigvis var han lettere at udpege, end jeg havde frygtet. Tænk sig, hvis jeg havde taget fejl, haha. Man har alligevel kun en næseform og en temmelig ens barberet hage at genkende på. Men det lykkedes som sagt hurtigt, og så kunne vi ellers følge hans karakteristiske gang tværs over pladsen og til Christian d. 8’s palæ, hvor vi som en anden flok japanske turister tog plads.

Vi stod der nok en halv times tid, og så både Kronprinsen komme cyklende, Prinsesse Benedikte komme kørende, og så selvfølgelig min garder både gå, stå og agere.

Læs også om vores aften til Blå fest med de andre gardere her

Som farvel måtte jeg nøjes med et luftkys, og så lille et smil retur, at det nok kun var mig, der kunne se det. Men jeg var stolt som bare fanden, så det gør slet ikke noget, at jeg må vente flere dage endnu, før jeg kan få gengæld. Man må nemlig kun gå max 1,5 meter tæt på en garder, og han må hverken smile eller snakke (mere end højest nødvendigt that is). Jeg havde ellers ret stor trang til både at snakke og kysse ham ag ren og skær begejstring.

Min kæreste har efterhånden kun halvanden måneds tid tilbage i Den Kongelige Livgarde, og selvom jeg glæder mig til at få ham hjem igen, kunne jeg godt vænne mig til en kongelig hverdag. Faktisk var min svigermor og jeg ret enige om, at vi godt kunne være blevet stående der på pladsen ved Amalienborg dagen lang. Bare for at betragte ham, hans fine uniform og de royale omgivelser. Det er altså lidt fascinerende.

Er jeg den eneste der er lidt vild med gardere – altså også sådan i al almindelighed? 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så gik tiden...