Outfit og weekendplaner // Min rolle i VU

“Fik du egentlig nogensinde lagt det rigtigt fra dig?”

Gør man egentlig nogensinde det?

Glemmer, fortrænger, tager afsked, siger farvel til eller lægger den slags grimheder fra sig. Når nogen over så lang en årrække og med så konsekvente, hadfulde og ubehagelige handlinger og kommentarer, vælger at gøre folkeskolelivet til et helvede.

Jeg har nævnt det kort herinde før. Snakket lidt om dengang jeg stod i et hvert skolebarns værste mareridt. Dengang før det var særlig meget på mode at lave anti-mobningskampagner eller indkalde til konsensus-søgende forældremøder. Dengang mobning stadig var lige så brutal som den er i dag, men hvor fokus fra var et helt andet sted.

Og der er vel sagtens en grund til, at det ikke er noget der dukker op hos mig oftere, og dermed ender her på bloggen. Først og fremmest får jeg ubetinget, stensikkert hver eneste gang en klump i halsen. Jeg ønsker (af gode grunde) ikke rigtigt at mindes den tid, og må indrømme at meget af det også er fortrængt. Jeg kan simpelthen ikke huske mere end få af de værste øjeblikke fra min skolegang fra jeg gik i ca. 4. til 7. klasse. I 7. klasse skiftede jeg skole og et halvt år senere flyttede jeg også adresse til Skanderborg – og tingene tog sig heldigvis langt lykkeligere ud der.

Men i går kom min far og jeg alligevel til at snakke om det i bilen da han kørte mig hjem. Det tror jeg faktisk aldrig vi har gjort før. Sådan rigtig snakket om det.

Han klappede mig på låret og spurgte, om jeg egentlig nogensinde havde lagt det rigtigt fra mig. Taget afsked med det om man vil.

Det har jeg ikke.

Og spørgsmålet er om jeg nogensinde ville kunne.

For et par år siden, lang tid efter, at jeg var kommet ud af det og egentlig burde leve lykkeligt (til mine dages ende ik?), begyndte jeg at have mareridt om det. De samme forfærdelige sætninger fra de samme forfærdelige klassekamerater gik igen og igen og efterlod mig mere eller mindre søvnløs. I hvert fald helt og aldeles modløs. Jeg havde brug for at komme rigtigt videre. Vise mig selv, at jeg for længst var kommet både over og igennem det og ikke mindst, at jeg var blevet så uendelig meget stærkere.

Jeg fik sagt det til nogen med forstand på psykologien, som sagtens kunne forstå mine mareridt. Det var klart, at jeg var både bange og sårbar og ikke mindst havde brug for at blive holdt af sagde hun. Og det blev jeg. Holdt af. Af en sød fyr der kom og hold om mig, helt derinde, hvor ingen nogensinde siden dengang havde fået lov at kigge.

Jeg turde stole, holde af og holde om. Og ikke mindst smile.

Smile over hele hovedet af bare glæde og kærlighed. Til mig selv og livet. Og til den lille søde Katrine jeg sådan ville ønske jeg kunne have redet ud af ondskaben dengang. Den lille mig der ikke fandt anledning til så meget som et enkelt smil, men som alligevel fandt vejen ud og modet til selv at vælge skole. En anden en. Hvor man godt kunne smile. Og hvor andre smilede til mig. ❤️

fullsizeoutput_2eef

I dag smiler jeg heldigvis (næsten) altid. Og prøver at lade vær med at lade det påvirke den Katrine jeg er i dag. Men spørgsmålet er, om ikke denne Katrine netop er et output af fortidens begivenheder. Og så opstår spørgsmålet jo, om man egentlig nogensinde rigtigt kan lægge det fra sig?

   

4 kommentarer

  • Jeanett

    Det gør du heldigvis!! Smiler… og det skal du blive ved med!!! Jeg tror at vi bliver formet af alt hvad vi oplever af godt og ondt. Jeg blev mobbet i folkeskolen og den værste af mobberne er i en en af min kæreste veninder. Livet tager så mange skøre drejninger og heldigvis er de fleste af os i stand til at dreje med. Du er helt sikkert en vidunderlig udgave af dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow, du skriver altid så smukt (selv dit blognavn er så smukt), men dette indlæg rører alligevel noget ekstra i mig… Bare overskriften i sig selv sætter tanker igang, som muligvis aldrig når frem til en konklusion – for kan man sådan virkelig lægge noget fra sig?
    På en eller anden måde er vores fortid jo en del af os, både på godt og ondt;-) den er en del af os eller har i været fald været med til at skabe dele af os… Kan man så lægge ting bag sig, eller mister man en i så fald en del af sig selv? Sikke nogle store ubesvarlige spørgsmål du funderer over;-)
    Jeg tror ikke, at man kan lægge ting helt fra sig – og jeg tror heller ikke, at det er den rigtige løsning! Til gengæld tror jeg du har fat i noget af det rigtige, det med ikke at acceptere det, som skete i fortiden og forsøge ikke at lade det fylde i nutiden… Men jeg ved det ikke;-)
    I hvert fald skal du have ros for at fortælle om din fortid, jeg synes, det er så flot at du åbner op om dem… Ikke fordi at det skal være et tabu eller noget, men fordi det må være svært & grænseoverskridende for dig!
    Som altid nyder jeg og ser frem til at læse med;-)
    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine Lund

      Tusind tak for din fantastiske besked Laura. Det er dejligt at høre, at jeg kan røre lidt i dig <3

      Og så har du helt sikkert ret, det tog lang tid, men jeg tror accepten er det vigtigste. Ikke at man accepterer at det var okay, men at man accepterer at det skete, og prøver at få det bedste ud af det på den måde.
      Dejlig dag til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit og weekendplaner // Min rolle i VU