Muskelkramper og drømmen om de 21

Der er efterhånden en del år siden, at jeg første gang drømte om de der famøse 21 km. Jeg besluttede dengang, at det var noget jeg kunne gøre inden jeg blev 20. Det blev jeg sidste sommer. Og i vinters besluttede jeg, som en form for nytårsforsæt, at jeg ville gøre det inden jeg blev 21.

Mit delmål var 10 km. Det sagde jeg højt i videoen her, for ligesom at gøre det lidt mere officielt. I ved, det er bare mere motiverende når man skal stå til ansvar for andre end sig selv.

Og det nåede jeg faktisk, de 10 km. For et par måneder siden.
Det var den største sejr nogensinde.

Men derfra gik det galt.
Jeg fik konstante kramper. Ikke bare efter løb, men hver dag hele tiden. Jeg måtte strække ud efter en aftensdans i VU, en gåtur med veninden og sågar når jeg lå i sengen om natten. Det var ualmindeligt ubehageligt, og jeg besluttede hurtigt, at jeg måtte stoppe mit løb. Det gav faktisk sig selv, for pludselig en dag kunne jeg slet ikke løbe afsted. Min læg krampede og min hjerne sagde stop.

Jeg holdt pause. En tre ugers tid.
Selvom det ikke lyder af meget så betød det, at jeg efter ellers 10 ugers intenst stabilt løb i både sne og slud måtte droppe mit program og dermed drømmen om halvmarathon. For nu.

Jeg havde håbet at kunne løbe Aarhus city halvmarathon i dag. Det blev det ikke til. Men efter et par uger hvor kramperne var forsvundet og endnu et par uger med små-lunten og “prøven af” begyndte jeg for tre uger siden på et nyt program. Udgangspunktet var 5 km og slutmålet er endnu engang halvmarathon.

Det bliver ikke inden jeg om 2.5 uge fylder 21. Men det gør ikke noget. Det skal nok lykkes en dag, og indtil videre forsøger jeg at nyde rejsen. Som jeg skrev dengang i vinters, da jeg begyndte, vil jeg bare så gerne være god til at løbe.

Det er nemt, overskueligt og faktisk ret lækkert (når det er overstået). Og en dag skal det nok lykkes… Drømmen om de 21.