Opskrift: Chiagrød m. risalamande smag - og en snak om mit vægttab

7 år som konfirmand // Mit forhold til at tro

7 år. Shit tiden løber hurtigt fra os. I dag er det 7 år siden jeg på den fineste solskinsdag stod i kirken og sagde ja til Gud og kristendommen, og lod mig konfirmere.

konfirmation7a%cc%8arLæs også om mit valg af konfirmationskjole her

Og når jeg siger det på den måde; at jeg sagde ja til Gud, er det fordi det var præcis hvad jeg gjorde. Jeg bilder mig ind, at jeg var/er en af de få der rent faktisk valgte konfirmationen til i troen på Gud (Og knap så meget for gaverne). Eller i hvert fald i troen på noget større.

Jeg har stadig den dag i dag lidt svært ved at forklare det. For det er måske ikke som sådan Gud som kristendommen (eller en hvilken som helst anden religion) portrætterer og forklarer ham. Men det er troen på, at der MÅ være noget større. Der må være en grund.

Det er egentlig en meget privat sag. Det der med at tro. Og det er det bestemt også for mig.
I mange år som yngre troede jeg ikke rigtigt på noget som helst. Jeg er vokset op med (bilder jeg mig ind) en meget almindelig familie, med en far der er erklæret ateist og en mor der er kultur-kristen om man vil. Den del har jeg helt sikkert arvet. For mig er det på mange måder også alle de traditioner kristendommen fører med sig, der betyder noget. Ingen tvivl om det. Men jeg bilder nu alligevel mig selv ind, at det betyder lidt mere end “bare” det.

For 8-9 år siden stod jeg midt i et hvert skolebarns værste mareridt. Jeg var offer for megen ballade og grim opførsel. Og det var der, midt i et helvede af en skolegang, at jeg var nødt til at finde en styrke i, og mening med galskaben. Jeg erkendte, at der måtte være en grund til, at det var mig det skulle gå ud over, og jeg fandt en styrke i at føle mig beskyttet, hjulpet og at have en allieret at tale med. I ved, sådan med foldede hænder, når der ikke var andre der lyttede eller forstod. Hvor mærkeligt det end lyder nu, men flere kender sikkert det der med, at det er når man er aller mest presset og aller mest i krise, at troen pludselig giver mening. Og det samme skete velsagtens for mig. 

I starten af 7. klasse skiftede jeg skole, og kunne derfor heldigvis nyde den store dag konfirmationen jo er til fulde med nye fantastiske klassekammerater. Og stor dag, det var det. Jeg var kommet ud på den anden side, og jeg glemmer aldrig den følelse af, at alle +60 mennesker i rummet var kommet for min skyld og for at fejre mig. De bakkede mig op og elskede mig og dét var dagens mest fantastiske følelse.

Da klokken var godt over 21, og de sidste borde var pakket sammen, lagde jeg mig midt på gulvet i det store lokale (løgn. Det var aaalt for småt til så mange mennesker) og sugede den sidste snert af stemning til mig. Pludselig var det hele overstået, og jeg ønskede bare at vågne dagen efter og starte forfra igen. Behøver jeg sige, at jeg glæder mig til at blive gift?

Nyd det kære kommende konfirmander. Dagen er slut før du får set dig om ❤️

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift: Chiagrød m. risalamande smag - og en snak om mit vægttab