Klodser der falder i hak

Om en søvn der forsvandt, og en kriblen der vendte tilbage

Fy, hvor har min blogpause været lang. Men egentlig ikke engang rekord. Sådan går det vidst bare, når livet foregår ude på den anden side af skærmen. Alt det liv jeg slet ikke engang vil begynde at forsøge at opridse. Op-korte. Eller opklare.

Men i aftes da jeg lagde mig på puden. Træt – og mere end rigeligt madags-smadret fandt jeg et smil og et skud overskud i min indbakke på instagram. En sød pige der havde givet sig tid til at skrive til mig, om hvordan jeg hjalp hende gennem kvote 2 nøglehullet med bloggen (og indlæggene) her. Gud, tænkte jeg. Det ér virkelig lang tid siden, jeg har skænket den en tanke. Lang tid siden jeg har delt. Og lang tid siden jeg har gjort det, jeg elsker. Og heldigvis blev jeg mindet om, præcis hvorfor jeg engang gjorde det – og stadig gør.

For nej, jeg har aldrig overvejet at stoppe helt (i hvert fald ikke så længe, at det er værd at skrive hjem om). Men jeg har holdt pauser, når det har føltes rigtigt. Og det kommer jeg helt sikkert stadig til. Forhåbentlig kun for endnu engang at vende tilbage – med flere ord på hjertet.

Således.

Og hvad havde jeg så på hjerte i aftes?

Ja, det ved jeg stadig ikke. Men jeg ved, at det har holdt mig vågen som en kriblen i maven, en koffein-overdosis eller et adrenalin chok uden lige. Og egentlig forstår jeg det godt. Der foregår en masse omkring mig. Om 1,5 uge er mit 5. Semester slut med alt hvad det indebærer af farvel-til-udvekslingsstudenter og skoletræthed, og hej til soon-to-be-færdig-færdig. Om 2 uger siger jeg goddag til en træner-rolle i det jeg aller bedst kan lide; ord. Om 3 uger starter mit 6. Semester med en fuld og voksenagtig praktik. Og om guderne vil det (eller meningsmålingerne om man vil), så kommer der også en valgkamp før vi får set os om.

Men hey. Jeg er hverken halvt eller helt skuffet, stresset eller (negativt) overvældet over det. Og det er derfor, jeg har så svært ved at forstå, hvorfor det ikke bare kan lægge sig, som en fin og tynd glæde-dyne over min søvn og min hverdag. Istedet for at fare rundt og gøre mere skade end gavn.

Det her var et forsøg. Et forsøg på at skabe sammenhæng og binde sløjfe, sådan som jeg gør den slags bedst. Og om ikke andet er det skrevne ord en lille bitte exercise i forsøget på at slippe overflåden af adrenalin-følelsen. I morgen løber jeg nok en tur i forsøget på at smide resten. Eller også gør jeg ikke, fordi mørket for længst har lagt sig som en anden slags dyne, når jeg vender hjem fra gøremål og møder. Den tunge dyne. Den, der kvæler gode intentioner og lillepige-intuitioner. Den, der fik min gode søvn til at forsvinde, men min kriblen til at vende tilbage.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klodser der falder i hak