Overvældet overvældelse

3 år på to billeder

lk15-og-lk18
Kjole fra Minimum // Sko fra Asos

Efter mit indlæg forleden, med billedet til venstre fra for tre år siden, synes jeg simpelthen ikke jeg kunne lade vær med at lave en reel sammenligning, nu da jeg fik taget et ret sammenligneligt billede i weekenden. Som jeg skrev, elsker jeg simpelthen at se på udvikling gennem billeder. Selvom de jo alt andet lige kun viser den ydre, fysiske udvikling, synes jeg bare så tit man også kan tyde, huske eller fornemme følelser og stemning herudaf. Og wow, hvor er det tilfældet med ovenstående billeder.

I 2015 var jeg 18 år gammel og ret ny og usikker i mange henseender. Ikke, at jeg følte det sådan dengang, tværtimod faktisk. Men det er næsten helt ironisk at tænke på nu, hvor moden og tilfreds jeg dengang følte mig. Jeg tror ikke jeg nogensinde havde overvejet HVOR meget, der siden skulle ske, som blot modnede mig yderligere, gav mig selvsikkerhed og ikke mindst gjorde mig markant mere tilfreds med tilværelsen end jeg heldigvis allerede var dengang.

Jeg var dengang helt ny i VU-verdenen, stadig temmelig ny som nogens kæreste, og ligeledes ret ny i voksenlivet for at sige det, som det er. Men jeg var glad i det hele. Heldigvis. Og lykkeligvis kan jeg da sige, at jeg kun er blevet gladere ved det hele siden.

Den rette hylde

Jeg fandt min rolle i VU, og fandt ud af, både hvad jeg kunne tilbyde af kompetencer, men også, hvilke jeg kunne tage med mig.

Jeg fandt min rolle som nogens kæreste. Og holdt fast. Både i ham, men også i det det giver mig at være netop det. Tryghed, selvtillid og kærlighed. Også selvom han ved billedet i 2018 mangler. Men det er der jo en naturlig forklaring på. At jeg alligevel kan mønstre et stort smil uden, er egentlig mere sigende for mig. I 2015 var jeg noget nær sygeligt afhængig, af alt han gav mig. I dag savner jeg ham. Meget. Men jeg kan virkelig også mærke, apropos udvikling, at jeg udvikler mig virkelig meget ved at tage beslutninger, ordne ting og sager og generelt at få en hverdag til at fungere uden ham. Og derfor smiler jeg på trods.

Og så fandt jeg min (begyndende) rolle i voksenlivet, i form af karrieredrømme og uddannelsesvalg. Og ikke mindst både jobs og praktik.

Lykken er at være til gavn

Min far har altid sagt, at det der giver mennesker mest lykke, er følelsen af at høre til og ikke mindst, at gøre en forskel. Følelsen af at vide, at der hvor man er og hvor man lægger en ressource, der gør man en reel forskel. For sig selv, en virksomhed eller for andre. Og det må jeg virkelig sige, jeg har mærket. Jeg føler mere end noget andet, at jeg de sidste tre år har fundet min plads og min hylde. Og det synes jeg faktisk godt man kan se på billederne. At jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor jeg virkelig føler mig godt tilpas, til stede og til gavn.

Vægttabsforandring

Og så er der selvfølgelig den udseendesmæssige udvikling. Hvad søren jeg havde gang i med håret dengang, vides ikke. Men om ikke andet er forskellen lige her nok størst rent kropsligt. Som jeg også skrev i indlægget forleden, synes jeg faktisk godt man kan se, at jeg er langt mere komfortabel i min egen person nu, end jeg var i 2015. Eller ses det kun fordi jeg ved det? Både fordi jeg vejer lidt (en del) mindre (hvor er det i øvrigt fedt at kunne se den slags på billeder, for det kan sku være svært at huske/fornemme), men også klart fordi, jeg føler en indre ro og veltilpashed. En følelse jeg virkelig forsøger at være lykkelig for hver eneste dag lige nu. Man ved aldrig, hvornår den kunne finde på at forsvinde jo!

3 år i denne alder er pludselig en evighed. Men for søren hvor er det givende at se tilbage på. Hvad mon der er sket i dit liv, de sidste tre år? 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Overvældet overvældelse