Blå fest 2018 // Kjole, etikette og march

Den mig der også er en anden

fullsizeoutput_68a7

Jeg prøvede virkelig. Prøvede at holde humøret højt, og være den ellers altid glade udgave. Men jeg troede også det ville være nemmere. Troede jeg kom hjem til en hurtig tilvænning, og en følelse af, at det var godt at være hjemme. Godt at være der, hvor jeg havde længtes efter og tilvalgt at finde tilbage til.

Jovist er jeg rigtig glad for at være hjemme i Jylland, tæt på mange ting, der står mig nært. Men der mangler noget. Sammenhørighed. Og hver dags hverdagsglæde.

Jeg er glad for mit arbejde, og for min familie rundt om hjørnet. For gode gode veninder når jeg står af toget og for familiære VU-bekendtskaber når jeg går ned af vejen. Men jeg er mildest talt ked af at vende tilbage til studiet og til en hverdag som aleneboende. Dét passer mig virkelig skidt. Faktisk.

Det har været nævnt et par gange her på domænet, at jeg ikke er en særlig flittig eller særlig lykkelig studerende. Jo, jo, der er da perioder hvor det er sjovere end andre, men generelt er jeg en arbejdshest. Jeg snakkede med min svoger om det i dag faktisk. Hvordan vi begge følte, at morgenerne man skal på arbejde er så meget nemmere end dem hvor man skal i skole. Og efter et halvt år i praktik er det altså ikke sådan lige at skulle vende sig til flere morgener med studie på programmet end med arbejde/praktik.

Og så er der det der med at være alene. Det har fyldt en del herinde føler jeg. Eller måske nærmere det stik modsatte. Jeg har brugt mit overskud på bare at være mig. På at samle de tanker, der var at tænke, om alt og ingenting af det, der foregår udenfor domænet her. På at vænne mig til det. Og affinde mig med. Men jeg er ikke noget frem til så meget. I hvert fald ikke af den brugbare slags. Tror jeg.

Jeg snakkede med min veninde, som selv for nyligt er blevet langdistancekærester, om det der med at føle, at man er den eneste i verden der forstår. Og om hvor individuelt og subjektivt hvert eneste forhold er. Det var det, jeg sagde til min kæreste sidste gang jeg (endnu engang) sagde farvel. At ingen i hele verden ved eller forstår, hvordan netop ham og jeg har det med hinanden. Hvad der holder os oppe, eller nede. Eller hvordan vores forhold fungerer. Og jeg hviskede, at han måtte love mig at huske på netop det. I virkeligheden var det nok lige så meget for at huske mig selv på det.

Min veninde spurgte, hvordan det føltes at have fortalt ham netop det. Ensomt, svarede jeg. Fordi det virker ensomt at føle, at der kun er ét menneske i hele den store hvide verden, der ved hvordan det dyrebaste jeg ejer fungerer. Ham der er en del af ejerskabet. For hvad hvis det en dag ikke er her mere? Hvad hvis det går i stykker – eller han forsvinder? Dét var ensomt. Ensomt at føle, at jeg er mere afhængig af et andet menneske end jeg nogensinde havde både troet eller indrømmet. Ensomt at føle, at min lykke er afhængig af hans. Og ensomt at føle, at der ikke er nogen til at fylde den ud, når han ikke kan gøre det.

Ja svarede hun. Min veninde. “Men husk. Du er langt fra den eneste, der er afhængig af et andet menneske, Katrine. Og på den måde er det ikke så ensomt alligevel” sagde hun. Og hun har heldigvis ret. Men det skræmmer mig alligevel lidt. At jeg er mig selv. Glad og selvstændig. Men også lidt en anden. Frustreret og afhængig. Af kærlighed, arbejde og lykke… ❤️

   

2 kommentarer

  • Hun er ikke helt tabt, bag en vogn, din veninde (: Lykke skaber man selvstændigt og alene, men også sammen med folk – og både for sig selv og for andre.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blå fest 2018 // Kjole, etikette og march